Nyheder



Tillykke til Europas bedste arbejdsplads

10. november 2020

Sparekassen Kronjylland, som har sin pensionsordning hos Sampension, er kåret som Europas bedste arbejdsplads.

I september måned blev Sparekassen Kronjylland kåret som Europas bedste arbejdsplads blandt store virksomheder. Bag kåringen står Great Place to Work.

Sparekassen Kronjylland har samlet medarbejdernes pension- og sundhedsordninger hos Sampension, som ønsker tillykke med den flotte titel.

”Det er helt tydeligt, at det menneskelige er i fokus hos Sparekassen Kronjylland. Den enkelte medarbejders trivsel har høj prioritet, og jeg er sikker på, at det er med til at skabe de nære kunderelationer, sparekassen også er kendt for,” siger kundechef John Hjort fra Sampension.

Den fornemmelse er ifølge Klaus Skjødt, der er adm. direktør i Sparekassen Kronjylland, ikke tilfældig.

”Jeg vil betegne vores kultur som en forretningsorienteret familiekultur. Vi skal skabe gode resultater, men derudover kerer vi os om hinanden. Vi har det sjovt sammen, interesserer os for hinanden og skaber derfor resultaterne sammen som et hold. Derfor er det også alle medarbejderes fortjeneste, at vi nu er kåret til Europas bedste arbejdsplads,” forklarer Klaus Skjødt.

HR-partner Lone Stampe forklarer, hvordan ordentlighed er et centralt begreb i hverdagen i sparekassen.

”Vi ønsker at sikre alle i sparekassen bedst muligt. Derfor er det naturligt, at vi sikrer, at alle medarbejdere har en bredt dækkende sundhedsordning, der kan hjælpe dem her og nu, og en god pensionsordning, der giver en tryg fremtid, når de træder tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er helt sikkert også en betydelig del af at være en god og attraktiv arbejdsplads,” siger HR-partner Lone Stampe.