Nyheder



Skattebetaling skal kunne ses

8. januar 2021

Kravet til skattetransparens er højt hos de selskaber, Sampension-fællesskabet investerer i. Det kommer blandt andet til udtryk i forbedringsdialoger med globale koncerner

Store, globale selskaber som BMW, BP, danske Coloplast og senest bryggerigiganten AB InBev er blevet opfordret til at styrke skatterapporteringen ved at rapportere om deres skattebetalinger regionalt i stedet for som et samlet globalt beløb.

Opfordringen er sket i form af forbedringsdialoger med selskaberne, som Sampension-fællesskabet, bestående af Sampension Liv, Arkitekternes Pensionskasse, Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger samt ISP Pension, har investeret i.

”I dialogen med AB InBev har vi forklaret vores ønske om, at selskabet styrker sin skatterapportering ved at rapportere sine skattebetalinger regionalt fremfor at rapportere et samlet globalt tal. Vi har desuden givet udtryk for, at selskabet kan være mere åbent om sin skattepraksis og -politik,” forklarer Jesper Nørgaard, viceinvesteringsdirektør i Sampension.

Han tilføjer, at øget skattetransparens styrker forståelsen af selskabets økonomiske situation og skattemæssige praksis, ligesom det påvirker andre selskaber til at styrke gennemsigtigheden. Det medvirker over tid til at sikre fair og lige konkurrence og til at sikre, at alle selskaber betaler de skatter, de skal og bør.

Forbedrende dialoger

Sampension var et af de allerførste pensionsselskaber til bringe skat på banen i sit dialogprogram. Skattetransparens har været en del af Sampensions retningslinjer og kritiske dialogprogram siden 2018 og nu adresseres temaet også direkte i det forbedrende dialogprogram. Her arbejdes der for at påvirke og forbedre virksomhedernes standarder, bl.a. når det handler om governance.

Det forbedrende dialogprogram tager udgangspunkt i temaer, der understøtter FN’s verdensmål. Hvis et selskab i Sampension-fællesskabets portefølje ikke i tilstrækkelig grad understøtter FN’s verdensmål, og vurderes at præstere dårligere end sammenlignelige selskaber, indledes en forbedrende dialog, der skal understøtte selskabets deltagelse i en bæredygtig udvikling.

”De forbedrende dialoger indledes altså ikke, fordi vi formoder, at vores retningslinjer bliver overtrådt, og i modsætning til de kritiske dialoger leder de forbedrende dialoger heller ikke direkte frem til en beslutning om eventuel eksklusion,” forklarer Jesper Nørgaard.

Han tilføjer, at investeringer i ikke-børsnoterede aktiver er underlagt præcis de samme retningslinjer, som de børsnoterede aktier.

”Den ansvarlige politik inddrages via due diligence-processen og søges implementeret med de nødvendige aftaler med forvaltere. På samme måde vil vores deltagelse på generalforsamlinger og i bestyrelser eller rådgivende organer ske under hensyntagen til Sampensions politik og retningslinjer, herunder de fastsatte principper for ansvarlig skattepraksis på investeringsområdet,” siger Jesper Nørgaard.

Selskaberne i Sampension-fællesskabet offentliggør løbende nyt om dialoger, eksklusioner, afstemninger og andre initiativer, der øger ansvarligheden i investeringerne.

Det sker på en ansvarlighedslog på hjemmesiderne: pjdpension.dk, arkitektpension.dk, isp.dk og sampension.dk.