Nyheder



Sampensions investeringsafkast på 16,5 mia. kr. ved halvåret

11. juli 2019

Årets første seks måneder har været rigtig gode for pensionsopsparerne i Sampension, som har kunnet se deres opsparing vokse med op til 13,1 % i afkast før skat. Selv de allermest forsigtige, som nærmer sig pensionsalderen og sparer op med få aktier, har kunnet indkassere et afkast på 3,3 %. Hvor godt halvåret er sættes i relief af resultaterne i samme periode sidste år, hvor kunderne opnåede mellem 0,2 % og 1,6 % i afkast.

”I år er det især de børsnoterede aktier, som har givet pote over en bred kam, men også vores investeringer i infrastruktur og i kreditobligationer har leveret solide afkast. Det kommer kunderne til gode hele vejen rundt i alle de selskaber, som Sampension administrerer, siger adm. direktør Hasse Jørgensen, Sampension.

De seneste 36 måneder har Sampensions kunder i markedsrente fået afkast på op til 33 % før skat.

Investeringsafkast markedsrente 1. halvår 2019

Alder/Risiko65 år55 år35 år
Lav3,3%5,6%8,4%
Moderat4,1%7,1%10,9%
Høj6,0%8,9%13,1%

Samlet afkast i Sampensions administrationsfællesskab på ca. 16,5 mia. kr.

I Sampensions administrationsfællesskab indgår i perioden også Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger, som opnåede afkast på hhv. 6,7 % og 6,6 %. Det er ligeledes langt bedre end i første halvår 2018, hvor afkastene lå lige under 1 %.

Samlet set var afkastet i administrationsfællesskabet ca. 16,5 mia. kr. mod 3,7 mia. kr. i samme periode sidste år.