Nyheder



Sampension støtter veteraner på deres flagdag

31. august 2020

Veteranfonden, der støttes af Sampension, markerer flagdagen for Danmarks udsendte lørdag 5. september 2020 med en eksklusiv koncert på Kastellet i København. Koncerten er den sidste af fem mindre koncerter, som Veteranfonden har arrangeret i år under navnet Engage.

I 2020 skulle Veteranfonden have gennemført to store festivaller i Skive og på Refshaleøen i København. Begge blev aflyst på grund af Covid-19.

I stedet har Veteranfonden arrangeret og gennemført fire mindre koncerter i juli og august på Kastellet. Koncerten 5. september, hvor Søren Huss og Pernille Rosendahl optræder, bliver den femte og sidste i rækken.

”Det er fantastisk, at Engage trods begrænsningerne som følge af Covid-19 har udviklet et koncept, hvor de danske veteraner, deres pårørende og alle der gerne vil støtte de udsendte kan mødes, lytte til god livemusik og hygge sig med hinanden. At den sidste koncert i år afvikles på flagdagen for de danske udsendte, giver koncerten en ekstra dimension,” siger Søren P. Espersen, der er kommunikations- og HR-direktør i Sampension.

Sampension samarbejder på tredje år med Veteranfonden om Engage Festival, der støtter og anerkender de ca. 60.000 danske sygeplejersker, ingeniører, læger, mineryddere, soldater med flere, der har været udsendt til verdens brændpunkter.

”De har gjort en forskel i ofte farlige situationer, og den indsats synes vi er værd at bakke op om,” siger Søren P. Espersen.

Læs mere på engagefestival.dk.