Nyheder



Sampension sælger kontorejendomme i Aarhus Nord

3. januar 2019

Sampension Liv og Solstra Capital Partners har solgt det markante kontorkompleks Aksen – House of Business til pensionskasserne DIP og JØP. De to ejendomme ligger i Skejby i Aarhus Nord, og er på hhv. 32.000 og 30.000 kvadratmeter.

Sampension var hovedinvestor i konsortiet bag ejendommene, mens Solstra med deres særlige kompetencer inden for drift og udvikling af ejendomme, også var udvikler og rådgiver for konsortiet udover deres rolle som investor. Parterne købte ejendommene i februar 2017 af Vestas og har siden da gennemført en række value-add aktiviteter og forbedringer, tiltrukket nye lejere og re-brandet hele komplekset. Den ene ejendom huser vindmøllekoncernen Vestas’ domicil, den anden er en moderne multibruger ejendom med lejere som Alm. Brand, Cloudeon, KMD og Roku.

“Salget sker nu, fordi vi er i mål med vores forretningsplan. Da markedet samtidig har udviklet sig særdeles gunstigt, valgte vi at sælge ejendommene via en struktureret udbudsproces til en række udvalgte danske og udenlandske investorer. Vi kan nu se frem til en trecifret milliongevinst til fordel for kunderne i Sampension," siger investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen, Sampension.

Efter salget har Sampension fortsat investeret 18 mia. kr. i ejendomme og ejendomsfonde både herhjemme og i udlandet.