NYHEDER



Sampension og Lærernes Pension investerer i stor plantage i Tasmanien

12. februar 2020

Sampension har sammen med Lærernes Pension investeret et trecifret millionbeløb i en eukalyptus-plantage i Tasmanien.

Sampension og Lærernes Pension har skudt et trecifret millionbeløb i en eukalyptus-plantage i Tasmanien.

Det samlede areal er på 36.504 hektar og svarer til næsten fire gange størrelsen af Amager. Med i investeringen, som sker via et konsortium etableret af Global Forest Partner, er også en britisk investeringsfond.

”En investering som denne er godt for miljøet og giver et stabilt afkast. Vi har lige udvidet vores skovportefølje i USA, og nu udvider vi også på Tasmanien. Her er vi i forvejen medejer af knap 31.000 hektar eukalyptus-plantage og kan opnå en række stordriftsfordele. Global Forest Partner er en lokal manager, som vi kender og har arbejdet sammen med igennem en årrække,” forklarer Majken Hauge Johansen, der er chef for alternative investeringer i Sampension.

Eukalyptus bruges primært til fremstilling af papirmasse. I takt med at træerne fældes, genbeplantes arealerne. Plantagen er FSC-certificeret, og det betyder, at skovejeren skal overholde de ti grundprincipper for ansvarlig skovforvaltning, herunder arbejdstagerrettigheder og ansættelsesvilkår, oprindelige folks rettigheder, miljøværdier og driftsplanlægning.

”Når Lærernes Pension invester i skov, så er afkastet selvfølgelig meget vigtigt for os, men det har også stor betydning, hvordan afkastet skabes. Derfor har FSC-certificeringen været en vigtig parameter i forhold til denne investering på Tasmanien. Derudover er det også værd at tage med, at den samlede investering binder ca. 290.000 ton CO2 om året, hvilket svarer til ca. 24.000 pensionsmedlemmers årlige CO2-udledning,” fortæller Helle Ærendahl Heldbo, der er chef for de unoterede fondsinvesteringer i Lærernes Pension.

Danske IWC har været ekstern rådgiver for Lærernes Pension og Sampension i forbindelse med investeringen.

”Investeringen på Tasmanien er attraktiv af flere årsager, herunder eukalyptustræernes vækstrater og lokal tilpasning, der er medvirkende til høj produktivitet. Samtidig har vi kontrol over forsyningskæden fra skov til kunde, samt et forbrugsmarked, hvor behovet for bæredygtigt, FSC-certificeret kvalitetstræ er steget gennem de seneste år og forventes at stige yderligere fremover,” siger Lars Holm Simonsen, der står i spidsen for forretningsområdet Timberland Manager Advisory hos IWC.