NYHEDER



Sampension køber Lyngby Søpark

8. juli 2016

Danmarks tredjestørste pensionsselskab har købt Lyngby Søpark.

Ejendommen består af 8 boligblokke med i alt 150 mindre lejelejligheder, som har en gennemsnitlig størrelse på 67 m2.

”Købet af Lyngby Søpark er en del af vores langsigtede strategi om at opkøbe danske udlejningsejendomme. Behovet for relativt billige lejeboliger i og omkring de store byer er stadigt stigende, hvilket giver os et fornuftigt og stabilt afkast fremover,” siger administrerende direktør Hasse Jørgensen.

Sampension har i alt investeret omkring 15 mia. kr. i ejendomme i såvel Danmark som i udlandet. Ejendomsporteføljen i Danmark består primært af store ejendomme med billige lejeligheder til private.

Fakta om Lyngby Søpark:

  • Ejendommen er beliggende på Agnetevej i Kongens Lyngby ca. 200 meter fra Lyngby Sø og 750 meter fra Lyngby Station. I bil er der ca. 16 km til Københavns centrum (Rådhuspladsen). Københavns Hovedbanegård kan nås indenfor 30 min. fra ejendommen i S-tog, som kører ca. hver 6 min.
  • Ejendommen var i perioden 2007-2011 ejet af A/B Lyngby Søpark. Foreningen solgte ejendommen til Realkredit Danmark i oktober 2011 som led i en frivillig likvidation af foreningen. I 2012 solgte Realkredit Danmark ejendommen videre til en række privatinvestorer, som nu har solgt den til Sampension.
  • Ejendommen er opført i 1948 og har et samlet udlejningsareal på 10.197 m² fordelt på 8 boligblokke. Den består af i alt 150 boliglejemål, 1 erhvervslejemål samt 12 garager. Ejendommen er karakteriseret ved en lille gennemsnitlig enhedstørrelse på 67 m², der dækker over relativt små forskelle - max. 86m² og min. 60m².
  • Lejlighederne er 2-4 værelses enheder. Samtlige lejemål har egen altan.
  • Ejendommen blev opført i 1948, hvilket betyder, at der ikke er mulighed for at udstykke i ejerlejligheder. Da Ejendommen er opført før 1991 fastsættes lejen efter reglerne for omkostningsbestemt husleje, hvilket betyder, at lejen følger ejendommens omkostninger og således udlejes til en kunstig lav leje.

Lyngby Søpark