Nyheder
Sampension i ny ejendomstransaktion i Lyngby
Sampension har i samarbejde med K Properties – og som part i et konsortium – erhvervet en ejendom i Lyngby.
1. februar 2023
Sampension investerer nu i ejendommen på Nymøllevej 85 i Lyngby. Investeringen sker i samarbejde med K Properties, med hvem der er foretaget flere ejendomsinvesteringer. Her er der tale om parternes tredje fælles ejendomsinvestering via fonden Kristensen Partners VII.
Sælger af ejendommen er et sameje mellem Danica Ejendomme A/S (75 pct.) og Velliv Ejendomme A/S (25 pct.).
Ejendommen på Nymøllevej 85 i Lyngby er en tidligere domicilejendom beliggende tæt på DTU og naturskønne omgivelser. Ejendommen er aktuelt delvist benyttet til husning af ukrainske flygtninge, men rummer på sigt attraktive udviklingsmuligheder.
”Initialt vil vores fokus naturligvis være på at sikre optimale forhold for de ukrainske flygtninge, så længe der er et behov for, at de bor i ejendommen. Undervejs vil vi undersøge den optimale fremtidige udviklingsplan for ejendommen. Her vil en interessant case f.eks. være et moderne flerbrugerkontor med fleksibel rumdeling, hvor lejerne kan deles om faciliteter som f.eks. reception, kantine og mødecenter,” siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension, og fortsætter:
”Området er i god udvikling i disse år. Så derfor er der også andre udviklingsmuligheder, som skal undersøges, så vi kan optimere afkastet af investeringen til vores kunder,” siger Torbjørn Lange.
Sampension har generelt et betydeligt fokus på ejendomsinvesteringer i Lyngby Kommune og ejer pt. ejendomme for ca. 1,2 mia. kr. i kommunen.
Den markante arkitekttegnede ejendom i forskudte længer står således over for en transformering til en ny anvendelse.
”Det bliver en stor udviklingsopgave, som vi glæder os til at gå i gang med,” siger Klaus Ulrik Malmstrøm-Østerballe, senior asset manager hos K Properties.
Udviklingen af ejendommen vil forløbe parallelt med den lejekontrakt, der er indgået med Lyngby-Taarbæk Kommune, som midlertidigt anvender den ene af ejendommene til ukrainske flygtninge.
”Ejendommen tjener for tiden et nobelt ærinde, men en så synlig og markant ejendom i et attraktivt erhvervsområde fortjener et løft og et nyt liv, således at den efter endt husning af ukrainske flygtninge kan byde nye fremtidige brugere af ejendommen velkommen,” siger Jeppe Lynge Larsen, COO hos K Properties.
Ejendommen ligger i Lyngby, der har mange videnstunge virksomheder inden for engineering, IT og pharma. DTU er den store driver i området, som tiltrækker mange virksomheder og spin offs fra uddannelsesinstitutionen. Ørsted, COWI, Mærsk, Novozymes og Microsoft har tillige valgt placering i området omkring DTU.
Udvikling, drift og administration af ejendommen skal varetages af K Properties, der har et godt kendskab til det lokale område. K Properties har således over de seneste år forestået en transformering af de ikoniske erhvervsejendomme Teknikerbyen fra tilnærmelsesvist at være tomme til at være fuldt udlejet takket være en gennemgribende renovering/modernisering og derefter udlejning til flere erhvervslejere.