Nyheder



  

Sådan kan du få mere ud af pengene i banken

11. oktober 2021

Danskernes opsparing i banken bugner. Men mange oplever, at pengene på bankkontoen løbende bliver mindre værd pga. negative renter. Derfor er der god grund til at overveje, hvordan man kan få mere ud af disse penge, lyder det fra Sampension.

Er din opsparing i banken velpolstret? Så er du langtfra alene. Nye tal fra Danmarks Nationalbank viser, at danskernes indlån i bankerne var på ca. 1.027 mia. kr. i august i år, og at indlånet generelt har ligger på over 1 billion kroner det seneste års tid.

Men for mange danskere står en del af pengene på bankkontoen til ingen renter eller endda minusrenter og bliver af den grund løbende mindre værd. Derfor er der ifølge Sampension god grund til at overveje alternativer, så man kan få mere ud af pengene.

”Først og fremmest er det naturligvis positivt, at danskerne generelt er fornuftige og ikke bruger hele deres indkomst, men også sparer op løbende bl.a. i banken. For der kan komme uforudsete udgifter i hverdagen – f.eks. hvis opvaskemaskinen går i stykker, bilen skal på værksted, eller endnu værre hvis man mister jobbet. Her er det vigtigt at have en buffer på op til 100.000 kr., så der er råd til at håndtere disse situationer,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension og fortsætter:

”Men når det er sagt, så oplever mange danskere, at en del af deres opsparing i banken skrumper pga. renteniveauet. Derfor bør man undersøge, om de penge med fordel kan bruges på anden vis, og her er der en række forskellige alternativer,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun peger først og fremmest på, at det er en god idé at bruge nogle af pengene fra banken til at få nedbragt eventuel dyr gæld.

”Gæld, der relaterer sig til f.eks. kviklån, forbrugslån, kreditkort eller kassekreditter, vil typisk have høje renter, som over årene kan løbe op i rigtig mange penge. Så hvis man har denne type gæld og samtidig penge stående i banken til minusrenter, giver det mening at betale af på den dyre gæld – også inden man f.eks. begynder at nedbringe billigere gæld,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Har man ikke dyr gæld, kan man ifølge Anne-Louise Lindkvist overveje, om familien skal have gavn af nogle af pengene i form af pengegaver. I år kan man give op til 68.700 kr. i gave skattefrit til f.eks. børn og børnebørn, mens svigerbørn og stedbørn i år kan få op til 24.000 kr. skattefrit.
Som en tredje mulighed - hvis man ikke har dyr gæld eller ønsker at give pengegaver – peger hun på, at man kan overveje at sætte en del af bankopsparingen ind på pensionskontoen.

”Indbetaling på en pensionsordning bidrager både til, at man kan få en tryg og god pensionstilværelse, og samtidig indebærer det, at man har forsikringer, som dækker, hvis uheldet er ude. Herudover har opsparing til pension den fordel, at man undervejs får fradrag for indbetaling og en lavere beskatning af afkastet. Indbetaler man til pension, er pengene naturligvis bundet til dette formål – men omvendt betyder det også, at man ikke lader sig friste til at bruge dem på forbrugsgoder og derved mangler beløbet til sidst,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Endelig tilføjer hun, at man som det sidste alternativ til minusrenter i banken kan overveje at oprette en såkaldt aktiesparekonto. Det er en særlig konto i banken, hvor afkastet af indbetalingen beskattes mere lempeligt end almindelige frie midler - typisk med 17 pct. mod enten 27 pct. eller 42 pct. afhængig af beløbsstørrelse. Der kan maks. indsættes op til 102.300 kr. på en aktiesparekonto.

Gode råd til brug af frie midler

  1. Opbyg en buffer til uforudsete udgifter på op til 100.000 kr.
  2. Afvikl dyr gæld
  3. Giv et gavebeløb skattefrit
  4. Indbetal til pension enten via arbejdsgiveren eller privat
  5. Opret en aktiesparekonto