Nyheder


Sådan gik det med afkastet i 2022

Det samlede afkast for Sampension i 2022 blev desværre negativt. For en kunde med 15 år til pension og opsparingen investeret med moderat risiko blev afkastet -7,9 %.

Kraftig vind, heftig regn og skiftende temperaturer – det kunne være en vejrudsigt, men det kunne også være en beskrivelse af, hvordan det var at investere i 2022. Aktiekurserne faldt, kursen på obligationer fulgte trop, renterne steg, inflationen nåede det højeste niveau i 40 år, og samtidig blev der krig i Ukraine og energikrise i Europa.

Det har også påvirket afkastet i Sampension. For en kunde med 15 år til pension og opsparingen investeret med moderat risiko blev afkastet -7,9 %. Det samlede afkast ligger mellem -6,1 % og -9,4 % – alt efter alder og investeringsprofil.

”Allerede først på året så vi de første alvorlige tegn på, at 2022 ville blive et svært investeringsår. Vi har – som alle andre investorer – haft tab på både aktier og obligationer. Det betyder også, at både kunder med mange aktier og kunder med mange obligationer bliver ramt. Et negativt afkast er jo altid svært, men når vi ser på det stormvejr, der har været på de finansielle markeder, er vi tilfredse med afkastet,” siger Jesper Nørgaard, vice-investeringsdirektør i Sampension.

En sammenligning af, hvordan forskellige pensionsselskaber har klaret sig, viser, at Sampension i 2022 har været blandt de allerbedste i branchen til at begrænse tabet. Sammenligningen er lavet af Nikolaj Holdt Mikkelsen, uafhængig investeringsrådgiver.

Det er især de såkaldte alternative investeringer i fx skove, ejendomme og i vedvarende energi som vindmølleparker og biogasanlæg, som har påvirket afkastet positivt.

Pension er langsigtet

Når du tjekker dit afkast, og hvordan din opsparing udviklede sig i 2022, er det vigtigt at huske på, at opsparing til pension er langsigtet. Derfor er det samlede afkastet for fx tre eller fem år også meget relevant. Eksempelvis har en kunde med 15 år til pension og opsparingen investeret med moderat risiko – set over en 5-årig periode* – haft et afkast på 30,9 %.

”I løbet af de måske 30 – 40 år, hvor du indbetaler til pension, vil der være både magre og fede år. 2022 var på alle måder et usædvanligt år, og selvom vi tror på, at 2023 bliver mindre dramatisk, så skal man forberede sig på, at afkastet de kommende år bliver lavere, end hvad vi har set i de seneste 10 år. Vi har dog stadig tiltro til vores investeringsstrategi og gør vores allerbedste for at investere klogt og sikre bedst mulige afkast i de vanskelige markeder,” siger Jesper Nørgaard.

Du kan ved at logge dig ind her på siden se dit afkast i 2022 og for de seneste fem år. 

*Dækker perioden 2018 til og med 2022.