Nyheder



  

Mange samler deres pensioner og sparer tusindvis af kroner

19. maj 2021

Med nogle af de laveste årlige omkostninger i branchen giver det mening for kunderne i Sampension og de andre selskaber i administrationsfællesskabet at samle pensionsopsparingen et sted. Det har foreløbig godt 2.000 kunder valgt at gøre i årets første kvartal.

I årets tre første måneder har godt 2.000 kunder i Sampension, Arkitekternes Pensionskasse, ISP Pension og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger overført en eller flere opsparinger fra andre pensionsselskaber eller banker til deres pensionsordning i administrationsfællesskabet, svarende til i alt knap 600 mio. kr.

Det giver god mening, fordi kunderne kan spare mange penge i årlige omkostninger, også kendt som ÅOP. Med en ÅOP på omkring 0,6 pct. er Sampension og pensionskasserne i administrationsfællesskabet blandt de absolut billigste pensionsselskaber målt på omkostninger.

”Rigtig mange danskere har små og store opsparinger stående, som er passive og derfor koster mange penge. Derfor bør mange flere se nærmere på deres ÅOP og flytte pensionerne til det billigste pensionsselskab,” siger kundedirektør Ole B. Tønnesen fra Sampension.

Det er især i forbindelse med fratrædelser, at man bør se nærmere på omkostningen. Nogle vil nemlig opleve, at pensionsselskabet hæver omkostningerne, når der ikke længere bliver indbetalt til pensionsordningen.

”Uanset om man fratræder på grund af et nyt job, pensionering eller noget helt tredje, bør man undersøge, om omkostningerne dermed bliver højere. Vi har beregnet, at man kan spare flere hundredetusinde kr., hvis man sørger for at samle sine pensioner i det billigste pensionsselskab,” siger Ole B. Tønnesen.

Nemt at overføre pensioner

På sampension.dk kan kunderne nemt logge ind og sende en anmodning om overførsel af en pensionsordning fra et andet selskab. Det samme er muligt ved at logge ind på Sampensions app.

Ca. en fjerdedel af de registrerede overførsler i Sampension i år er sket via appen.

Bliv klogere på fordelene ved at samle dine pensioner her