Nyheder



  

Mange danskere har særlig god grund til at tjekke pensionen lige nu

15. september 2021

Det er højsæson for vielser, jobskift og flytninger herhjemme, viser nye tal. Det er vigtigt at tjekke pensionen i forbindelse med den slags store ændringer i livet, lyder det fra Sampension.

Er du nygift? Startede du i nyt job her efter sommerferien? Eller er du lige flyttet? Så er du langt fra alene. August er nemlig den måned på året, hvor der historisk er flest vielser, jobskift og flytninger herhjemme. Det viser nye tal fra hhv. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Danmarks Statistik, som Sampension har analyseret.

I august 2020 var der således ca. 5.300 vielser, ca. 92.000 jobskift og ca. 96.000 flytninger. Det er markant flere end i de øvrige måneder i 2020, og billedet er det samme i tidligere år.

”Tallene viser med al tydelighed, at det er højsæson for vielser, jobskift og flytninger. Det er store begivenheder i livet, hvor det givetvis er de færreste, som skænker deres pensionsordning ret mange tanker. Alligevel er det vigtigt at bruge lidt tid på at tjekke pensionen, når man bliver gift, starter i nyt job eller flytter,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

”Hvis man eksempelvis er blevet eller skal giftes i denne tid, så er der al mulig grund til at gennemgå pensionen og forsikringerne. For som nygift får man typisk nogle andre økonomiske muligheder og behov, som man ikke nødvendigvis tænker over hverken før eller efter brylluppet. F.eks. bør man kigge på forsikringerne i pensionsordningen og sikre sig, at man er godt dækket og f.eks. kan blive boende i boligen, hvis uheldet er ude, og den ene ægtefælle eksempelvis bliver alvorligt syg og ikke kan arbejde mere,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun tilføjer, at det samtidig er vigtigt at være opmærksom på, at ægteskab automatisk giver ægteparret fælleseje, men at arvereglerne ikke omfatter pensionsordningen og de tilhørende forsikringsdækninger. Og så bør man sikre sig, at der er styr på den eller de såkaldt begunstigede – altså at det er den/de rigtige personer, der står til at få udbetalt pengene fra pensionsordningen, hvis man dør.

”Det er også en god idé at tjekke pensionen, hvis man er startet på nyt arbejde her efter sommerferien. For et nyt job kan samtidig betyde, at man får pensionsordning i et andet selskab end det hidtidige. Og hvis man på den måde har pensioner i flere selskaber, betaler man også omkostninger flere steder. Her skal man undersøge, om man med fordel kan samle pensionerne i ét selskab og dermed spare omkostninger, så der på den måde bliver mere at leve for i sidste ende som pensionist,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Beregninger fra Sampension viser, at hvis man f.eks. sparer 1.500 kr. i administrationsomkostninger om året ved at samle sine pensionsordninger som 25-årig, får man 74.000 kr. ekstra opsparing ved pensionering. Hvis man er 35 år, får man 52.000 kr. ekstra opsparing ved pensionering, mens gevinsten ved at samle pensionerne som hhv. 45-årig og 55-årig er på 34.000 kr. og 18.000 kr.

”Endelig kan man også med fordel tjekke pensionsordningen, hvis man skifter bolig. Hvis man f.eks. flytter til en dyrere bolig, er der - ligesom i forbindelse med et bryllup - grund til at overveje, om forsikringsdækningerne skal hæves, så der er råd til at blive i boligen, hvis uheldet er ude. Og omvendt hvis man flytter til en billigere bolig, hvor man skal overveje, om der måske skal skrues lidt ned for forsikringerne, så der i stedet indbetales mere på pensionsopsparingen,” siger Anne-Louise Lindkvist.