NYHEDER



Depotrenten fastholdes på 5,3 % i Sampension

19. december 2016

Sampension KP Livsforsikring A/S har fastsat depotrenten per 1. Januar 2017 til 5,3 % p.a.

Depotrenten er dermed på samme niveau for 2016, hvor den steg fra 2,0 % året før til 5,3 % før skat. Denne rente gælder for alle policer med hensigtserklærede ydelser i gennemsnitsrentemiljøet.

- Vi har haft solide afkast gennem flere år, og samtidig har vores afdækningsstrategi givet et pænt resultat, siger matematisk direktør Flemming Windfeld.

Ud af i alt ca. 280.000 kunder har Sampension fortsat godt 120.000 kunder, som har en police med gennemsnitsrente. Som kunde i Sampension kan man frit skifte fra gennemsnitsrente til markedsrente.