Image No Description
Arrow Left
Magasin

Vigtigt med vished om pension

Pensionsmødet gav overblik

Flemming Juul Jensen glædede sig til at gå på efterløn. Men han var også i tvivl om, hvorvidt han ville få råd til at leve videre på samme måde, som han plejede, da han gik på arbejde. Seniorrådgivning gav ham det overblik, han havde behov for.

Hvordan er det lige med pensionen, når man går på efterløn? Det spørgsmål gik Flemming Juul Jensen og funderede en del over i månederne, inden han i maj i år sagde farvel til arbejdsmarkedet og gik på efterløn.

”Det var afgørende, at jeg kunne få vished for, at jeg som efterlønner ville få råd til at leve videre på samme måde som i dag,” siger Flemming Juul Jensen.

Hans problem var, at han ikke rigtig kunne få det nøjagtige overblik i sin bank eller i a-kassen. Men det fik han gennem sit pensionsselskab.

Egentlig strittede Flemming Juul Jensen imod, da Sampension kontaktede ham og foreslog et møde, hvor han bl.a. kunne få et overblik over udbetalingerne fra efterløn og pensionsopsparingen. Men det viste sig at være en god idé.

”Mødet gav mig et detaljeret billede af min økonomi fra den dag, jeg gik på efterløn. Det var et rigtig godt møde, fordi pensionsrådgiveren virkelig kunne forklare, hvordan min efterløn og pension hang sammen,” siger Flemming Juul Jensen.

Under mødet sad Flemming Juul Jensen og pensionsrådgiveren i hver sin ende af landet, men kunne følge med på hver deres skærm.

Arbejdet siden han var ni år

I maj i år fyldte Flemming Juul Jensen 64 år. Samme måned sagde han farvel til jobbet som håndværker på et renseanlæg i Hanstholm og goddag til en tilværelse som efterlønner. Flemming Juul Jensen har tjent sine egne penge siden han var ni år gammel – for da var det slut med lommepenge fra forældrene.

”Mit allerførste job var som landbrugsmedhjælper ude på Lars Tyndskids mark. Jeg skulle enten grave kartofler op eller ordne stalden. Som 17-årig gik jeg i lære som mekaniker, men jeg fandt mit kald hos det kommunale renseanlæg, hvor jeg har været i 26 år. Jeg har egentlig altid ment, at man skal videre efter 7-8 år i samme job. Men det har jeg så set bort fra denne gang,” siger Flemming Juul Jensen med et smil.

Til sommer har han været gift med sin hustru i 40 år, og sammen har de tre børn, ligesom de har haft adskillige plejebørn boende gennem årene. Flemming Juul Jensen har også loyalt holdt fast i Sampension siden jobskiftet i 1994.

Sæt de ekstra penge ind på pensionen

Som tillidsmand i en årrække har Flemming Juul Jensen gerne talt om pension med sine kolleger.

”Jeg har altid anbefalet, at de satte ekstra ind på pensionsordningen – om det så bare var fem kroner, de havde til overs. Alle de gange, vi har haft mulighed for at deltage i et medlemsmøde med pensionsselskabet, har jeg også opfordret kollegerne til at deltage. Meget kraftigt, endda,” siger han.

Log ind og tag et Pensionstjek – det giver dig overblik over din pension.