Image No Description
Arrow Left
Magasin

Ældre vil afsted til fjerne himmelstrøg

De 65-75-årige pensionister hører til nogle af de mest rejselystne, og der er ingen grænser.

Nutidens pensionister vil ud og opleve verden. Rejselysten afspejles i Sampensions undersøgelse, som viser, at en stor del tager på 2-3 ferier årligt. 11 procent har endda været ude at rejse fem gange eller mere inden for det seneste år.

-Ældre er vor tids globetrottere. De hører til dem, der rejser mest af alle, og de rejser hvor som helst, siger Stig Elling, der selv hører til i segmentet. (Link til interviewet med Stig Elling)

Hos rejsebureauet Viktors Farmor har man mange ældre blandt kunderne, og de holder sig ikke tilbage.

-Vi mærker stor nysgerrighed og lyst til at rejse. De ældre vil gerne opleve nye steder, og de har gå-på mod. De vælger gerne en sommerrejse til Mongoliet med overnatninger i nomadetelte, eller en helt ny rejse til Hviderusland eller Algeriet, selvom begge lande er relativt ukendte i rejse-sammenhæng. De vil også gerne udfordre holdninger og fordomme, siger medejer Esben Gynther.

Ældre bruger – som alle andre – de muligheder, der i dag er for at rejse billigt, siger forsker i alderskultur Anne Leonora Blaakilde, der blandt andet har undersøgt pensionister, som vender tilbage til samme destination.

-Nogle tager til Costa del Sol og Tyrkiet igen og igen, og de er faktisk rigtig gode til at finde de billige alternativer, siger hun.

Det fremgår af Sampensions undersøgelse, at der er stor spredning på det årlige feriebudget. Hvor en gruppe på knap 20 procent bruger mellem 0 – 5.000 kroner på at rejse, er der også fyldt op i den anden ende af spektret. Hver femte siger, de bruger 25.000 kroner eller mere.

Ældre forbrug på rejser

Antal af rejser:
Et flertal på 23 procent har rejst to gange inden for de seneste år. 18 procent har rejst tre gange, mens 11 procent har været på fem rejser eller flere.